Medicinsk behandling i forbindelse med progressiv MS
Behandlingsmulighederne for mennesker med progressiv MS er begrænsede sammenlignet med attakvis MS, men der er stadig flere tilgange, der kan hjælpe med at håndtere symptomerne og bremse sygdommens udvikling. Derudover forskes der i dag i, hvordan der i fremtiden kan komme nye behandlinger, der også er målrettet progressiv MS. Herunder kan du læse mere om henholdsvis sygdomsmodificerende behandling, symptombehandling samt behandling i forbindelse med et attak.
Sygdomsmodificerende behandling
Der er i dag kun godkendt én sygdomsmodificerende behandling specifikt til behandling af primær progressiv multipel sclerose. Den er målrettet mod en bestemt type immunceller (B-celler), som spiller en rolle i sygdommens udvikling. Din læge vil derfor vurdere, om behandlingen vil være relevant for dig.
I videoen her kan du lære mere om, hvad der sker i kroppen, når man har MS, samt hvordan sygdomsmodificerende behandling virker.
Varighed cirka 4 minutter.
Symptombehandling
Medicin kan anvendes til at lindre specifikke symptomer som muskelspasmer og stivhed, træthed, smerter og blæreproblemer. Din neurolog eller MS-sygeplejerske kan hjælpe dig med, hvilke symptomer du kan få behandling for, samt hvordan du i din hverdag på anden vis kan håndtere MS-symptomer.
Behandling, der gives i forbindelse med et attak
Selvom mennesker med progressiv MS sjældent oplever attakker, kan de forekomme. I nogle tilfælde kan din neurolog beslutte at sætte dig i attak-behandling. På Scleroseforeningens hjemmeside kan du læse mere om, hvad du bør gøre, hvis du har mistanke om et attak.
Medicin til behandling af MS kan gives på flere måder
Du kan læse mere om behandling af MS på siden her, hvor du også kan blive klogere på, hvordan forskellige typer af medicin gives. Nogle behandlinger kan gives på flere måder, f.eks. både som subkutan injektion (lægemidlet sprøjtes ind i fedtvævet lige under huden) eller intravenøs infusion (lægemidlet gives direkte ind i en blodåre via drop), og andre behandlinger tilbydes til oral behandling, dvs. i tabletform.
