Viden om progressiv MS
Multipel sclerose (MS) er en autoimmun sygdom, der rammer centralnervesystemet, som omfatter hjernen, rygmarven og synsnerverne. Overordnet findes der tre typer af multipel sclerose, attakvis MS, primær progressiv MS og sekundær progressiv MS. På siden her kan du blive klogere på særligt progressiv sclerose.
Hvad er progressiv MS?
I modsætning til attakvis MS, hvor sygdomsbilledet i højere grad er præget af akutte attakker, opleves progressiv MS som en snigende svækkelse af fysiske eller kognitive funktioner, der sker uden nødvendigvis at være knyttet til tydelige sygdomsudbrud (attakker). Dette betyder, at sygdomsbilledet ved progressiv MS er kendetegnet ved en gradvis og jævn svækkelse af kroppen over tid. Selvom progression kan forekomme ved alle former for MS - inklusiv attakvis MS - er den vedvarende forværring det primære kendetegn ved progressiv MS.
Symptomer og progression ved MS
Ligesom mennesker med attakvis MS kan mennesker med progressiv MS opleve en lang række symptomer, herunder både fysiske og kognitive forandringer. Disse symptomer kan komme til udtryk som fysisk funktionsnedsættelse i både under- og overkrop, men også ved at hukommelsen svigter i dagligdagen, eller at det bliver mentalt trættende at overskue og planlægge komplekse opgaver.
Hvis dine MS-symptomer ændrer sig eller forværres over tid, kan det være et udtryk for gradvis sygdomsprogression. Denne udvikling kan forekomme, selvom de seneste MR-scanninger ikke viser nye forandringer (læsioner) eller tegn på aktiv betændelse i hjernen. Dette skyldes, at sygdommen kan udvikle sig gennem en gradvis svækkelse af de nervefibre, der allerede er beskadigede og det er netop den sygdomsudvikling, der oftest ses hos mennesker med progressiv MS.
Oplever du eller din pårørende, at symptomerne ændres eller forværres, er det vigtigt at tale med din neurolog eller MS-sygeplejerske, så de kan hjælpe dig med, hvordan sygdomsudviklingen håndteres bedst muligt. Hvis du ikke allerede går til jævnlig kontrol i MS-klinikken, kan det derudover være en god idé at kontakte din neurolog for at få undersøgt, om din sygdom har udviklet sig.
I videoen herunder kan du få forklaret begrebet progression, og hvordan det bidrager til sygdomsudviklingen på tværs af MS-typer, herunder også de progressive former for MS.

Varighed cirka 2:30 minutter (engelsk tale med danske undertekster)
Brutons Tyrosinkinase (BTK) og sygdomsprogression
BTK (Brutons Tyrosinkinase) er et lille signalstof (et enzym) inde i nogle af immunsystemets celler, som spiller en aktiv rolle i sygdommens progression. Man kan tænke på BTK som en kontakt, der hjælper med at tænde for og styre visse celler i immunsystemet (B-celler og mikroglia). Ved multipel sclerose spiller BTK en aktiv rolle i sygdommens udvikling ved at aktivere disse celler. Når BTK aktiverer immunsystemet, fører det til inflammation og skader på hjerne og rygmarv.
I forhold til progression er BTK særligt vigtig, fordi den er involveret i de skader i hjernen, som man ser ved progressiv MS, dvs. skader på hjernen, som ikke kan forbindes med attakker. Det er denne aktivitet, der resulterer i den tiltagende funktionsnedsættelse, som man ser ved progressiv MS, uanset om det påvirker kroppen fysisk eller viser sig som kognitive udfordringer.
Du kan læse mere om MS og progression på følgende sider: